Molo bliver Oeko-tex certificeret


Som et led i en langsigtet strategi om at videreudvikle Molo’s bæredygtige produktion og slutprodukt, er det med stor glæde, at alle Molo’s ikoniske all over printede metervarer i jersey vil være certificeret i overensstemmelse med den globale Oeko-Tex Standard 100 gældende fra og med kollektionen Spring/Summer 2016.

 

Oeko-Tex er verdens førende sundhedsmærkning for tekstiler, der alle er testet og godkendt ud fra den internationale Oeko-Tex-forenings strenge krav om indholdet af kemiske stoffer, der kan – eller mistænkes for at kunne – skade kroppen. Molo er blevet certificeret inden for produktklasse 1, der er den strengeste af produktklasserne, da den vedrører tekstiler, der kommer meget tæt til kroppen hos helt små børn.

 

For Molo’s CEO Mogens Jepsen har ønsket om at blive Oeko-Tex certificeret længe været under opsejling: ”Ansvarlighed er langt fra et fremmet begreb for os, og vi arbejder i høj grad allerede med bæredygtighed, og har gjort det længe, men det har været vigtigt for os at få Oeko-Tex Standard 100 certificeringen, da den er med til at give forbrugerne en forsikring om og ikke mindst en tillid til, at de produkter, som de køber af os ikke indeholder sundhedsskadelige stoffer og kemikalier”.

 

I forvejen udgør Molo’s all over printede jerseyvarer en stor del af kollektionen og for Molo’s forbrugere kommer det til at betyde, at de fra december 2015 nu kan shoppe Oeko-Tex certificerede bluser, t-shirts, leggings, kjoler, undertøj, accessories og tæpper til både junior og baby med god samvittighed.

 

”Men vi har ikke tænkt os at stoppe her. Vi ønsker at bidrage til en fortsat forsvarlig produktion og har stærke intentioner om at sikre os, at endnu flere produktgrupper bliver medtaget i fremtiden,” fastslår CEO Mogens Jepsen.  

 

Molo vægter social ansvarlighed højt for at sikre en bæredygtig fremtid. Molo samarbejder udelukkende med certificerede leverandører, hvor 90% af dem har et BSCI og/eller et Oeko-Tex certifikat og ca. 95% af Molo’s tekniske overtøjsleverandører er Bluesign-certificeret. Derudover skal alle Molo’s leverandører, som en naturlig del af samarbejdet, overholde REACH reglerne, der er udstedt af Den Europæiske Union med henblik på at forbedre og beskytte ​​menneskers sundhed og miljøet. molo går også en lang bue udenom de stoffer, der er nævnt på EU’s observationsliste over potentielt problematiske kemikalier.

Se flere looks